Madklummen

Gastronomisk guide med spot på specialiteter

Skrevet af i Opskrifter & interviews
  • Font størrelse: COM_EASYBLOG_FONT_LARGER COM_EASYBLOG_FONT_SMALLER
  • 0 Kommentarer

En anderledes argentiner

Andrew Malbeck blog

"Tidligere stod jeg og lavede mad i et køkken ud fra et stykke papir fra en bonmaskine, nu snakker jeg om vin og mad med gæsterne. Jeg er så glad for det! Det er lige præcis, som jeg vil ha' det! Folk skal bruge lidt tid her på at chille out, de skal snakke sammen - og med os - om maden, vinen og livet!"
Andrew Harris lyser op i et smil bag disken hos La Boca de Malbeck. Vi befinder os i West Market, det nyåbnede madmarked på Vesterbro, i det minimale køkken, der samtidig fungerer som bar, og som indrammer buskabet: Her er både vinen og maden vigtig.

De høje stole er tilfældige (selvom nogle af dem matcher vægflisernes sarte grønne pastelfarve), bestikket er ukurant, og stellet ligner loppemarkedsfund. Det er en del af stilen og stemningen: Føl dig hjemme!

Andrews vej til Danmark
Følelsen af, at du hænger ud i dit eget eller dine venners køkken, forstærkes af, at Andrews kone, Charlotte, står og former dej til empanadas, mens vi snakker. At parret nu også er blevet en del af hinandens arbejdsliv er noget nyt, de har ellers delt tilværelse i mange år, og det var da også det skæbnesvangre møde med den blonde danske kvinde, der bragte den nu 42-årige Andrew Harris til Danmark for 17 år siden.
Hun rejste rundt i New Zealand med rygsæk, de mødtes, og hans forsøg på at vinde hendes hjerte med guitarspil på stranden lykkedes omsider – også selvom Charlotte grinende indskyder: "Du kunne ikke spille guitar, og jeg kunne ikke tale engelsk!"
Andrew solgte derefter det meste af indholdet af sin ungkarlehybel for at rejse til Danmark, og han har boet her siden.

Den argentinske inspiration
La Boca de Malbecks argentinske inspiration, som også er grundlag for de to andre vinbarer (Malbeck på Istedgade, P2 på Nørrebro) og den nye vinhandel Malbeck+, der også er åbnet i West Market, ses på menukortet, hvor man bl.a. finder empanadas, hot dogs, chimmi churri og vilde argentinske rejer.
Der er andre vine end argentinske på kortet, men man mærker tydeligt Andrews passion for især vine fra Argentina, når han fortæller om sine ture til landet. En interesse, som kun er blevet forstærket af det personlige møde med de små producenter, der ofte fremstiller minimale mængder af naturvin og biodynamisk vin. "Det var selvfølgelig lidt vildt at starte dagen med at drikke vin direkte fra fadet allerede kl. 9 om morgenen! " smiler han skævt, og fortsætter: "For os er de superstars, men egentlig er de jo bare hippier og bønder! Hele viben med økologi og naturvin er nyt i Argentina. De har ikke nogen certificeringer, fordi det er naturligt for dem ikke at sprøjte. Det er varmt, der er ingen bakterier, og vinmarkerne ligger nær Andesbjergene, hvor den smeltede, rene sne bruges til vanding."

New Zealand møder Asien, Norden og Sydeuropa
Selvom La Boca de Malbeck kalder sig selv for "Argentinsk grill, - vin og spisebar", er Andrew åben for andre strømninger. Han kombinerer input fra sin opvækst på New Zealand med sine joberfaringer fra bl.a. Nimb og flere Cofoco-restauranter, ligesom han er inspireret af det asiatiske fusionskøkken og også elsker alt, hvad Sydeuropa står for. Man finder f.eks. forskellige snacks med spansk manchego, kalveskank fra Nordjylland og trøffelsalami på kortet, ligesom hans italienske kok har skabt de gnocchi af salvie og parmesan, som serveres som tilbehør til Iberico Bellota-svinekæberne, ud fra en personlig opskrift fra sin landsby. "Kvalitetsråvarer er det, det handler om!" fastslår han.

Den gode argentinske ko
Andrew slår ud med armene: "I Argentina har de en virkelig god ko, men der er ikke så meget andet på tallerkenen, og ikke noget grønt. Vi prøver at tage det bedste, lave en moderne udgave med salte-søde-cremede-sprøde elementer, men ikke noget mærkeligt. Folk kommer lige og kigger lidt og spørger sig selv: "Hvad er det her? "Vi har jo hverken burger eller falafel som nogle af de andre boder her i West Market, men når de har smagt vores mad, kommer de tilbage. Hvis vi har udsolgt, så har vi udsolgt. Så laver vi noget andet i stedet! Andre har meget faste koncepter, vi skifter menukortet hele tiden. Det er dét, der gør det sjovt – også for vores gæster!"

Malbeck Hotdog blog

Hotdog med spansk chistorra-pølse, chimmi churri, tomat"jam" og chipotle mayo, serveret i hjemmelavet brioche. Det grønne pulver er tørret purløg.

IB Malbeck blog

Iberico bellota svinekæber, gnocchi med parmesan og dybstegt salvie, hasselnødder og æble.

0

Kommentarer

  • Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at indsende en kommenter

Skriv en kommentar

Gæst Fredag, 21 Juli 2017