Madklummen

Gastronomisk guide med spot på specialiteter

Gantry 5

Gastronomisk guide med spot på specialiteter

Tid, Tino & Terraliva

Terraliva-5jpg

Historien om Terraliva er knyttet nært sammen med Tino Cavarra. Han er sød og omgængelig. Nærmest lidt genert. Og så er han en meget rolig, tålmodig og omhyggelig mand. Især de tre sidstnævnte egenskaber har været med til at gøre Terraliva, hans økologiske ekstra jomfru olivenolie, til en så stor succes, at den nu regnes for at være blandt verdens bedste.

Oprindelig var Tino Cavarra egentlig arkitekt, men på et tidspunkt valgte han at gå nye veje i livet, så han kastede sig ud i at fremstille olivenolie. Faktisk havde han overhovedet ingen erfaring eller baggrund for at dyrke oliven, så han gik i gang med at tygge sig igennem alt det læsestof, han kunne finde på området. Han lavede en del begynderfejl - men i følge ham selv, var hans største fejl at gå efter bogen. Så han besluttede sig for at gøre alting modsat af det, der stod i bøgerne: Han ville gøre det hele på sin egen måde og følge sin helt egen vej.

Terraliva-4

Ingen gødning, pesticider eller kunstvanding
Derfor går naturen uforstyrret sin gang i hjertet af Monti Iblei, nær Siracusa, i den sydøstlige del af Sicilien. De grønne olivenlunde ligger 700 meter over havets overflade. Alle oliventræerne er mindst 100 år gamle, og Tino bruger hverken gødning eller pesticider. Ikke engang kunstvanding. Han smager på olivenerne direkte fra træet. Så kan han bedre finde det rette tidspunkt, de skal høstes på. Olivenhøsten er tidlig, for her er kvaliteten bedst, og høsten foretages nænsomt. Olivenerne sorteres og omhyggeligt i hånden, og presningen foregår samme dag som høsten, ved en konstant og meget lav temperatur, så alle oliens karakteristika bevares. Det er ikke blot smarte ord, når Tino Cavarra selv beskriver, at Terralivas olivenolie dyrkes med passion, omsorg og respekt for naturen. Det er sådan, det er.

Terraliva-6

Olie kun baseret på Tonda Iblea-olven
Terraliva er udelukkende baseret på olivensorten Tonda Iblea, der kun findes på Sicilien. Olien er økologisk, den fremstilles uden tilsætningsstoffer og bliver jævnligt kontrolleret af BIOS, som er det organ, der certificerer de økologiske virksomheder. Det giver et helt naturligt produkt, som er egnet til alle aldersgrupper, selv børn, og som falder i tråd med middelhavskøkkenets traditioner. Olien har et højt, naturligt indhold af antioxidanter, en lav grad af syrlighed og er desuden rig på enkelt – og flerumættede fedtsyrer.

De mange priser og udmærkelser
Terraliva har siden 2005, hvor produktionen startede, været omtalt i mange internationale medier, har vundet et hav af priser og udmærkelser og regnes i dag som blandt verdens bedste ekstra jomfru olivenolier.
ALMA, som er den internationale kokkeskole i Parma, der fremmer italiensk gastronomi på verdensplan, har desuden valgt Terraliva som en af de olier, de arbejder med på skolen, og har præmieret olien for dens egnethed til madlavning.

Terraliva-3jpg

Agriturismo med syv værelser
Terraliva har også en Agriturismo med syv værelser i den gamle, restaurerede bygning fra 1700-tallet, hvor passionen for historie og håndværk mødes. Her finder man også den velrenommerede restaurant, hvor Tino selv ofte står i køkkenet, og hvor der servers traditionel mad, baseret på en række råvarer fra nærområdet. Han elsker at stå bag komfuret. Ofte, når der er arrangementer, hvor han skal møde kunder eller præsentere sin olie, foretrækker han faktisk den mere tilbagetrukkede rolle i køkkenet, hvor er der ikke så meget snak. Og det er fantastisk at opleve, hvor få råvarer, der skal til, for at skabe nærmest en eksplosion af smag. Frisk pasta, salt, peber, lidt ost. Og så rigeligt med Terraliva. Det gør hele forskellen.

Vil du vide mere om ekstra jomfru olivenolie? Så klik her

Terraliva-2

 

Tre tips fra tænkerne
Forvm - de vidunderlige vineddiker
 

Kommentarer

Der er endnu ingen der har kommenteret på dette indlæg.
Så du kan være den første til at kommentere på det.
Already Registered? Login Here
Gæst
tirsdag, 19. september 2017