Madklummen

Gastronomisk guide med spot på specialiteter

Gantry 5
4 minutes reading time (701 words)

Beviamo: Vinbaren, som Østerbro manglede

Remo portræt blog

”Østerbro har savnet en vinbar!” lyder det fra Jesper Remo, der for nylig tog konsekvensen af det og åbnede Beviamo, som med hans egne ord skal være et sted fyldt med ”passion, varme, glæde og kærlighed”. Jesper Remo var med til at starte vinbaren Nebbiolo i Store Strandstræde, som han stadig er medejer af, men har nu også åbnet sit helt eget sted på Nordre Frihavnsgade, hvor hans sans for stil og stemning, inspireret af hans mange år i Italien, tydeligt mærkes.

”Forleden kom et par pæne damer på omkring 65 år forbi Beviamo. De fortalte, at de var på vinbartur på Østerbro og havde været et smut på en anden vinbar i området først.
Nu skulle de så også lige besøge os og ha’ et enkelt glas vin. Tre en halv time senere sad de her stadig, de var halvfulde og bare så lykkelige!” griner Jesper Remo, der dermed har fået sit ønske opfyldt: I hans vinbar skal gæsterne ha’ det rart og føle sig hjemme. Det går også godt i tråd med barens italienske navn, som frit oversat betyder ”lad os drikke”.

Indrettet med italiensk inspiration
Beviamo ligger i et lokale, der tidligere husede en tøjbutik, men som efterfølgende stod tomt i to år, så Jesper Remo har med åbningen af vinbaren samtidig udlevet sin anden interesse: Boligindretning.
Han har en fortid som fodboldspiller og reklamebureauejer, men har været bosat en årrække i den norditalienske region Piemonte, hvor han stadig har hjemme, og hvor han renoverer, indretter og sælger traditionelle stenhuse i det bakkede, italienske landskab, hvor det gode liv er en fast del af dagligdagen.
”Jeg har selv indrettet det hele her i baren – selv toiletterne. Alt har jeg gået og tænkt og lavet! Lige bortset fra vinreolerne – dem har Kvindesmedjen stået for, ” fortæller han og kigger sig omkring: ”Har du i øvrigt bemærket min Vespa?” spørger han så, og peger på sin hvide, klassiske knallert, der er en del af interiøret. ”Hele gaden snakker om den. Og min hund Frida! Gæsterne føler sig hjemme her. Så kan man næsten ikke opnå mere!”

Personalet og gæsterne skaber stemningen
Med erfaren hånd laver Jesper Remo os en espresso fra den røde maskine og fortsætter: ”Det er gået langt bedre, end jeg turde håbe på og forventede. Også stemningsmæssigt, ikke kun hvad angår kroner og ører. Det er et helt andet publikum end på Nebbiolo. Her på Østerbro er gæsterne mere modne, de hygger sig. Det er ikke et festpublikum, vi snakker og de snakker, de er meget interesseret i vin, så vi har en fin dialog og tempoet er et helt andet”, lyder der fra Jesper Remo, der også giver sit personale en stor del af æren for successen: ”Udover mig selv, har vi italienere og en normand og en svensker ansat. Det har vist sig at være rigtig godt!”
Beviamos daglige bestyrer hedder Sarah Faraone og kommer fra Puglia i Syditalien, hvor vinproduktion er en del af regionens DNA, og hun deler gerne ud af sin charme og viden.

Alverdens vine, små hapsere og varm mad
Jesper Remo har fundet de fleste af vinproducenterne under sine ophold i Italien. Men der er ikke kun fokus på vinene fra Støvlelandet. Med hans egne ord er der ”meget nyt, anderledes og spændende, som du kun finder hos os. Det er ikke kun 100 % italienske vine, men også franske, spanske, sydafrikanske, tyske, østrigske og amerikanske.” På Beviamo bliver der altid serveret små ”stuzzichini” til vinen, altså små kolde hapsere, som er en del af vinens pris. ”Folk bliver ret overraskede – man får jo intet gratis andre steder på Østerbro!” griner Jesper. På tavlen i baren finder man også tre forskellige forretter til 50 kroner og en hovedret til 125 kroner.
”Det skal dufte af friskbagt brød og nylavet pasta, så man kan fornemme duft og stemning allerede ude fra gaden!”, lyder det fra Nordre Frihavnsgades nye, passionerede vinbarejer, der ser ud til at have ret: Østerbro har savnet en vinbar som hans.

Remo ret blog
Jesper Remos forkærlighed for Piemonte ses i valget af den friske tremælksost Rocchetta fra regionen.
Den er lavet af gede/fåre/komælk og er her serveret med olivenolie, peber, rødløg og bredbladet persille. Friske figner og grønne Mammuth-oliven giver ekstra smagsnuancer.

Will Smith - med vilje og format
20 år med Slagter Friis: Og ikke en Saga blot
 

Kommentarer

Der er endnu ingen der har kommenteret på dette indlæg.
Så du kan være den første til at kommentere på det.
Already Registered? Login Here
Gæst
tirsdag, 18. september 2018