Monteporo

Den ægte 'Nduja di Spilinga D.O.P.

Den krydrede smørbare pølse med det mærkværdige navn er af uransalige årsager ikke voldsomt udbredt i Danmark, men ikke desto mindre er det en genistreg af et produkt! 

Nogle mener, at ’nduja er inspireret af den franske andouille, hvilket måske også forklarer det lidt tungekrøllende navn, men uanset inspirationskilder, så har ’nduja i hvert fald sine rødder i Calabrien helt nede i tåen af den italienske støvle – et område som også er kendt for sine små tørrede peperoncini, hvilket den flotte røde ’nduja-pølse bærer tydeligt præg af. Den er nemlig ikke for sarte sjæle – eller maver – for der er god varme i smagen. 

D.O.P. - den ægte vare

Vores ’nduja fra Monteporo er D.O.P.-mærket med oprindelse i den lille kommune Spilinga ved Monte Poro-bjerget, hvor Alessandro Pugliese i sin tid etablerede Monteporo-virksomheden med en hensigt om at forarbejde og markedsføre mejeriprodukter lavet på rene råvarer kun fra opdrættere i lokalområdet.

Sidenhen oprettede sønnen Giuseppe Pugliese så Salumificio Latteria Monteporo, der med stor dedikation og lidenskab, samt den samme tilgang til lokale råvarer, udvidede sortimentet med bl.a. tørrede og røgede kødprodukter, hvoraf ’nduja-pølsen hurtigt blev en af hjørnestenene, og i dag er et ikon inden for calabrisk gastronomi.

Alsidighed og coolnesfaktor

Den calabriske specialitet er efterhånden blevet symbolet på Calabriens madkultur, og den spises i stor stil af såvel lokale som besøgende, som typisk skraber den bløde pølsemasse ud og smører den på et stykke crostini eller andet brød. 

Men ’nduja er blevet hipt de seneste par år og bruges over hele Italien samt uden for landets grænser, hvor produktets alsidighed åbner for kreativiteten hos kokke i ind- og udland; foruden at bruge den på brød kan den også kommes både på pizza og i pasta eller som smagsgiver i saucen eller andre retter, der skal bruge et lille spark. Eller den kan blandes med en god olivenolie og dryppes over en blød cremet burrata. Et utal af muligheder.
 
’Nduja laves på svinekød – en blanding af bl.a. skulder, lår, bryst, kæbe og fedt – som så i slutfasen blandes med bl.a. peperoncini.

Gastrobutikken

Find flere spændende specialiteter i vores webshop.